Gus på TV2: – Børn er bestemt noget, jeg overvejer

Gustav Hansener på ingen måde pressesky, men på den anden side er det alligevel sjældent, at han finder tid til at stille op til interviews hos såvel poker- som landsdækkende medier.

Tidligere på ugen fik TV2 dog lokket ham til at give sit syn på en verserende brigdesag, og torsdag aften var han så igen forbi studiet på Hovedbanegården i København til en snak af mere personlig karakter.

I programmet Go’ aften Danmark fortalte Gus Hansen nemlig om sine opture i livepoker og sine næsten lige så store nedture på onlinefronten.

Endvidere blev det til en snak om hans venskab med Rasmus Nøhr, inden interviewet afslutningsvis blev rundet af med den måske mest overraskende nyhed: Gus overvejer at få børn!

“Jeg har ikke nået at få børn indtil videre. Jeg har jo faret verden rundt, så jeg har ikke haft så meget tid til kærester. Der gør jeg det på en lidt anden måde, men børn er bestemt ikke udelukket. Det har jeg lidt i kikkerten, men som sagt, der er ikke sket noget endnu.”

Også selv du ikke har nogen fast partner?

“jeg har rent faktisk haft en seriøs snak med en veninde om at få børn sammen, men det må vi se til den tid. Det bliver i hvert fald ikke indenfor de næste ni måneder kan jeg garantere.”