Fransk spillemyndighed: – Vi vil dele netværk med andre lande

Præsidenten for ARJEL – den franske spillemyndighed – Jean-Francois Vilotte har bekræftet, at den franske spillemyndighed er åben overfor muligheden for at dele spillerlikviditet med andre lande, efter at efterspørgslen på poker i Frankrig ikke er slået igennem som håbet, skriver eGaming Review.

Sidste uges opgørelse over spillemarkedet i Frankrig viste nemlig, at cash games er faldet med 5.4%, og at hele 9 indehavere af en fransk pokerlicens har droppet deres licens i løbet af kalenderåret 2012.

Blandt de store selskaber som har forladt det franske marked finder man 888 og Titan Poker, hvoraf sidstnævnte også har droppet sin sportsbetting-licens i Frankrig.

“Specielt på pokerområdet er spørgsmålet om markedet er attraktivt nok noget som skal overvåges”, sagde Vilotte.

Han tilføjede at “ARJEL er fortaler for at åbne op for poker og cash game borde, således franske spillere kan spille med udenlandske spillere, hvis de spiller på pokersites som er reguleret af andre europæiske myndigheder, hvis de samtidigt er godkendt af ARJEL og som minimum overholder de samme standarder”.

Det vil dog kræve nogle ændringer i den nuværende lovgivning på området, og ARJEL har allerede været i kontakt med en række andre europæiske spillemyndigheder med henblik på at udveksle information.

 

Poker-stormøde i Lissabon

I sidste måned indgik den franske spillemyndighed et samarbejde med Italien, Spanien og Portugal, som har til formål at dele data om de respektive landes markeder, og de erfaringer skal de fire lande mødes og diskutere på et møde i Lissabon.

Alle fire lande har udtrykt interesse i at se på mulighederne for at dele spillerlikviditet, og det er et af de emner som står højest på dagsordenen, når de fire lande mødes senere i år. Vilotte bekræftede i den forbindelse også, at den tyske spillemyndighed er blevet inviteret med på mødet.

Siden tallene for det skrantende franske pokermarked kom frem i sidste uge, er det rygtedes i industrien at en række spanske pokerudbydere er parate til at indgive deres licens efter bare seks måneder på det nye regulerede spanske marked, på baggrund af den manglende spillerlikviditet på .es netværkene.

 

Skal vi glæde os i Danmark?

I første omgang lægges der op til et lukket netværk mellem disse fire lande – som dog også holder døren på klem for Tyskland – men på sigt, kan det måske betyde at flere EU-regulerede markeder som vores eget i Danmark også får lov at være med på legen.