Doyle til Tiger: Jeg kan gi’ dig en lektion!

Tiger Woods afholdt i går en pokerturnering, hvor kendisser, musikere, sportsstjerner og pokerstjerner gik løs på hinanden på de grønne borde – alt sammen i en god sags tjeneste. Og mon ikke, at turneringen fandt den rette vinder? Selveste Doyle Brunson tog sig kærligt af førstepladsen, og heads up-dysten blev et anliggende mellem Doyle Brunson og Phil Hellmuth, der altså trak det korteste strå i den dyst.

Og Doyle virker til at være yderst tilfreds med det hele:

“Vandt Tiger Woods’ velgørenheds-pokerturnering. Gæt hvem jeg slog heads up? Phil Hellmuth, LOL,” skriver Doyle Brunson på sin Twitter.

Kort efter uddyber han:

“Tiger Woods var en fremragende vært. En del af min førstepræmie var en putting-lektion med Tiger. Jeg sagde, at jeg ville give ham en lektion,” skriver gamle Doyle.

Med til den historien om den sidste sætning hører, at Doyle Brunson har spillet for millioner og atter millioner på golfbanen. Han kender med statsgaranti følelsen af at være maksimalt presset før et put. Så måske den gamle pokerlegende virkelig har et brugbart fif til Tiger, der jo har været utroligt sløjt kørende siden historien med alle damerne kom frem i lyset.