Dommer: – FBI tilsidesatte Phuas rettigheder!

Det er over ni måneder siden, at den malaysiske forretningsmand og pokerentutiast Wei Seng ‘Paul’ Phua og syv andre blev anholdt på et hotelværelse på Caesars Palace, anklaget for at have drevet en ulovlig gamblingring der tog imod millionvæddemål på kampe ved sommerens VM i fodbold.

Læs også: Macau-highroller Paul Phua arresteret i Las Vegas

Siden har FBI frafaldet alle anklager mod syv af de otte, og i forgårs kom det så frem, at hovedpersonen selv, Paul Phua, nu også er kommet et stort skridt nærmere en frikendelse.

I fredags slog den amerikanske dommer Andrew Gordon nemlig fast, at der skal ses bort fra de beviser, FBI rekvirerede sig, da de i en undercoveroperation forklædt som computerteknikere formåede at skaffe sig adgang til Phuas residens på Caesars Palace.

Kendelsen betyder ikke, at Paul Phua nu er en fri man, men der er ikke desto mindre tale om en stor sejr for den malaysiske forretningsmand, der plejede at husere under nicket ‘MalACEsia’ på nettet, inden han blev en del af den langtrukne retssag.

“Vi håber, at dette bliver afslutningen på sagen, da alt der direkte forbinder Mr Phua med sagen nu ikke længere er gyldigt,” udtalte Phuas advokat efter dommeren havde offentliggjort sin beslutning.