Den danske TCOOP-vinder: – Et drømmespot

Jonas Nielsen fik et nat et godt tilskud til SU’en, da han strøg til tops i TCOOP #27 og sikrede sig $92.739, hvilket lidt hurtig hovedregning fortæller er over en halv million kroner.

Til daglig studerer han politik og administration på Aalborg Universitet, så hvis ikke han havde haft ferie, så var han nok ikke sluppet for at give en omgang i fredagsbaren. Men fejres, det skal den flotte sejr.

“Nu skal jeg lige sove lidt og stå op igen, men bagefter skal jeg nok ud og have en øl eller to med en af mine venner,” griner Jonas Nielsen, da PNN.dk fanger ham på mobilen.

Han fortæller, at adrenalinen stadig pumper rundt i kroppen, så måske det også er en idé med en afslappende øl, inden han klasker hovedet mod hovedpuden.

Læs også: Dansk TCOOP-sejr – jonesbn scorer en halv million

Mange gode spillere – to fisk
På finalebordet var Jonas ‘jonesbn’ Nielsen en overgang nede og vende i to en halv big blind, men fik sat gang i et fornemt comeback som altså i sidste ende endte med at indbringe ham 520.000 kroner.

“Jeg synes det var et rigtig hårdt finalebord med en del gode spillere. De to andre danskere – den ene Mikkel ‘uremyatm’ Kollerup – var gode og det samme var ‘Thief0fchips’, som sluttede på fjerdepladsen. Jeg føler, at det var os fire, som dominerede finalebordet. Jeg endte bare i et drømmespot, for de to spillere jeg endte tre-vejs med var begge fisk. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at det var finalebordets to dårligste spillere.”

Fisk folder AK for fem big blinds
Jonas fortæller videre, at han tænkte “Yes!”, da ‘Thief0fchips’ blev slået ud på fjerdepladsen for udover nu at være alene tilbage med finalebordets to største fisk, så er hans main game også HU SNG og HU cashgames til dagligt, hvorfor han burde have fint styr på det shorthandede spil, der nu var i vente.

“Den ene – ‘bisk2800’ – var HELT væk. På et tidspunkt  folder han es-konge suited face up for fem big blinds, hvilket jo betød, at jeg konstant kunne skubbe med any two cards. Ham den anden – ‘gondar86’ – blev låst i sit spil fordi ‘bisk2800’ hele tiden doblede op, når han var tvunget all in. Jeg tror jeg sad med 40 big blinds, ‘gondar86’ med 15 big blinds og ‘bisk2800’ med cirka fem, det meste af tiden.”

HU tog tre hænder
Da über-fisken ‘bisk2800′ endelig måtte kapitulere, sad Jonas med et tre til en chiplead i den afgørende heads up. Han fik dog aldrig brug for at trække på sine HU-evner for allerede efter tre hænder var det hele overstået, da han i et klassisk flip med konge-dame mod niere spikede en dame allerede på floppet. De $92.739 var hjemme. Jonas Nielsen fortæller, at han endnu ikke har besluttet, hvad pengene skal gå til, men at han har nogle ideer.

“Jeg tror, at en del af dem går til et indskud på en lejlighed, mens jeg også lader noget stå tilbage til rullen.”

På trods af sejren skal vi ikke forvente at se aalborgenseren kaste sig ud i et vildt TCOOP-ridt i bestræbelserne på at gå efter leaderboardets førsteplads. Han vil tage det, som det kommer.

“Jeg kigger på det hen ad vejen. Hvis der er nogle NL Hold’em-turneringer de dage, hvor jeg ikke skal noget, så kan det godt være, at jeg spiller dem. Og måske jeg tilmelder mig en HU PLO-turnering,” fortæller han.

Der skal i hvert fald lyde et stort tillykke herfra.

Læs også: Skal du gøre Turbo-jonesbn kunsten efter: Tjek dagens TCOOP-program