Casinokæde sagsøger amerikansk hash-firma

MGM Resorts International ejer en stribe større casinoer rundt omkring i verden. Det er blandt andet kæden der står bag Las Vegas-casinoerne Bellagio, Aria og MGM Grand, ligesom de også udbyder spil i den asiatiske pendant til “Sin City” – nemlig på MGM Macau.

Nu er casinoet så kommet i strid med en noget speciel amerikansk virksomhed, der beskæftiger sig med medicinsk cannabis. Firmaet kalder sig M Life Inc. og fører blandt andet deres serie af produkter under navnet ‘M Life Wellness’, og det er faldet casinokæden for brystet. MGM Resorts International har nemlig et bonus-program for sine kunder, der længe har gået under navnet “M Life”, og nu er casinoerne bange for, at de vil blive kædet sammen med brugen af marihuana. Det skriver cardplayer.com.

Casinoet har i første omgang forsøgt at sende et såkaldt ‘cease and decist’-brev til virksomheden, og bedt dem stoppe brugen af ‘M Life’-navnet, men da intet er sket, har de nu valgt at gå rettens vej.

Søgsmålet blev indgivet i sidste uge, så der kan snildt gå et par måneder endnu, før sagen overhovedet kommer for retten.