Brink, Ravnsbæk og Mickey enige: – Jacobson en fantastisk spiller!

Vi tager vist ikke munden for fuld, hvis vi kalder Frederik Brink, Simon Ravnsbæk og Mickey Petersen for tre af Danmarks allerbedste turneringsspillere. Til sammen kan de præstere to EPT-titler, et danmarksmesterskab, og så springer vi ellers over den uendelige række af onlinesejre de kan fremvise.

Derfor er det ord med vægt, når trioen udtaler sig om den nykårede svenske verdensmester Martin Jacobson.

“Jeg har spillet med ham ved flere turneringer både live og online, og han har altid holdt et højt niveau. Selvom jeg prøver desperat at grave noget frem har jeg ikke noget dårligt at sige om manden,” griner Simon Ravnsbæk.

Mickey Petersen er helt på linje med sin landsmand:

“Martin er utvivlsomt helt oppe i toppen af eliten af turneringsspillere, og har været det lige siden jeg startede med at spille poker. Derudover er han en af de mest sympatiske gutter på turen og nok en af de få folk som ingen har et ondt ord at sige om. Selvom jeg ikke rigtigt tror på at ideén om at man kan være en “værdig” verdensmester i poker vil jeg nok også gætte på han er den bedste turneringsspiller som har vundet,” siger Mickey Petersen og knytter en anekdote på beskrivelsen af Martin Jacobson.

“Efter Barcelona løb jeg ind i ham i Heathrow mens vi stod og ventede på vores kufferter og spurgte ham om hans udgangspunkt for finalebordet osv. Præmiestrukturen er helt absurd stejl til førstepladsen, så spurgte ham om han havde overvejet at sælge procenter eller om der havde været snak om deal af en art. Han svarede mig så, at det virkede som et godt spot, så han havde bare tænkt sig at gamble og beholde det hele selv, og det virkede jo som en meget god beslutning.”

Spiller perfekt

Også Frederik Brink er fuld af lovord omkring svenskeren.

“Jeg har efterhånden spillet en del med Martin og der er ingen tvivl om, at han rent spilteknisk kan tæt på det hele til perfektion. Derudover er han en virkelig god livereader, der formår at bøje spilteorien rigtigt meget såfremt han mener det er profitabelt imod den enkelte spiller. En anden ting, der gør ham endnu mere giftig, er, at han ikke har noget problem med at sidde og spille stram i meget lange perioder af gangen, hvis han vurderer, at det er dét, som er mest profitabelt.

“Min erfaring er, at langt de fleste, der har haft den succes som Martin har haft, til tider lader egoet spille for stor en rolle og derved f.eks. ikke kan acceptere at sidde og folde i en time, hvis det er det der er mest profitabelt. Det har jeg aldrig oplevet med Martin.Og at alle de ting gør sig gældende for den samme spiller er yderst sjældent, og derfor tror jeg, det er meget usandsynligt, at vi ser en mere “fortjent” vinder af WSOP main i det her århundrede.”

“Ja, jeg er sgu nok fan,” slutter Brink af med et grin.