Brandbombe mod norsk pokerklub

I nat kastede en eller flere ukendte gerningsmænd en brandbombe gennem vinduet i en af Oslos pokerklubber. Heldigvis kom ingen til skade ved det vanvittige angreb. Det skriver na24.no.

Det var omkring midnat, at nogen kastede en molotov cocktail-lignende brandbombe gennem et vindue og direkte ind i en af Oslos mindre pokerklubber. Fem spillere og en enkelt dealer var i lokalet, men alle klarede sig ud uskadte.

Na24.no skriver, at kræfter inden for organiseret kriminalitet forsøger at overtage pokerklubber, der efter norsk lovgivning i forvejen er illegale.

“Det er utroligt ulykkeligt, at sådan noget sker. Vi mener, at det er en konsekvens af Norges spil-politik,” siger Sigurd Eskeland fra Norsk Pokerforbud. Han fortsætter:

“Vi vil legalisere poker, så det kan spilles under trygge rammer – selv her i Norge. Nutidens spil-politik er forældet, og det må tilpasses nye tider,” siger Sigurd Eskeland, der dermed er på linje med den norske poker-godfather Thor Hansen, der også arbejder stenhårdt for at få poker anerkendt og ind i legale rammer i Norge.

Læs også: Thor Hansen på en mission: Legaliser poker i Norge!

Og: Thor Hansen: Norsk Tipping driver mafiavirksomhed

““Til sidst må politikerne vel give sig. Forhåbentligt sker der, når der kommer en ny regering til – det må ske snart. Jeg bliver vred, når jeg tænker på, at Norsk Tipping (den norske pendant til Danske Spil, red.) har så meget magt som de har. Det er dem, som driver mafiavirksomhed. De udbetaler ikke engang 50 procent af indtægterne,” har Thor Hansen tidligere sagt.