Bække: – Må erkende, at det er andre tider

Allan Bække er kommet ind i 2015, som skudt ud af en kanon. Den tidligere EPT Snowfest-vinder cashede for over $145.000 på turneringsfronten i januar, fulgte op med en god februar måned, og de første to dage af marts har såmænd budt på to turneringssejre.

Så umiddelbart virker det til, at det går godt for Allan Bække, men det er altid svært at dissekere en turneringspillers økonomi, da vi ikke ved, hvor mange penge der er blevet brugt på buy ins. Overfor PNN.dk bekræfter han dog, at han har fået en god start på året.

“Jo, det er helt ok, der er ikke så langt mellem de decent cash for tiden.”

I januar 2012 fortalte du, at målsætningen for året lød på en en indtjening på 15.000 kr per dag. Er målsætningen den samme i 2015?

“Puuh nej, der må jeg erkende, at det er andre tider. Helt andre tider.”

Hvorfor?

“Konkurrencen er bare blevet hårdere, folk er blevet dygtigere og der er kommet flere af de dygtige,” fortæller Bække og tilføjer grindende, ” og det er jeg ikke!”

Hvordan står det til på SNG-fronten?

“Der står den på Spin and Goes, og de går også udmærket. Det er en fin, sikker vej til SNE (supernova elite), og så længe jeg kan vinde en smule undervejs, er det bare med at banke en masse igennem, indkassere rakebacken, og vente på de store spins kommer forbi.”

Læs også: Propbet: HU SNG-reg beviser, at Spin & Goes ikke er held

Du kan selv prøve kræfter med Spin & Gos her.