Guldhammer kvaller sig til WPT Vejle – skal spille HU mod AlexKP

Morten Guldhammer har gjort det før, nu er han klar til at gøre det igen: At lege kispus med pokerpro’erne som han gjorde ved EPT København i 2010, hvor han med sin uortodokse spillestil spillede sig frem til en syvendeplads til 425.000 kroner.

Dengang kvalificerede han sig til turneringen i en $1-turnering på PokerStars for Ekstrabladets læsere. Nu skal han spille WPT National Vejle efter at have kvalificeret sig til 10.000 kroners-turneringen på Danske Spil.

“Ja, det blev dyrt denne gang, jeg måtte have hele $5 op af lommen,” griner Guldhammer, da PNN.dk fanger ham søndag aften.

Skal Spille heads up mod AlexKP

Her fortalte han også, at han denne gang ikke vil lade sig nøjes med en syvendeplads, men kun vil stille sig tilfreds med sejren.

Udover at sikre sig en billet til turneringen på Casino Munkebjerg i næste uge, så slog Morten Guldhammer også Danske Spils frontfigur, Alexander ‘AlexKP’ Petersen, ud undervejs i satellitten. En bounty på ‘AlexKP’ betyder, at de to nu skal mødes til en heads up-dyst i vejle, hvor der spilles om en entry til en sideturnering.