AlexKP tog pis på intervieweren

Alexander ‘AlexKP’ Petersen sikrede sig for kort tid siden sejren i #54: $10,000 Pot-Limit Omaha Championship – populært kaldet VM i PLO – og vandt dermed et WSOP-armbånd og $927.655.

Selvom der var mange penge på spil, så havde han dog overskud til at tage pis på intervieweren inden den afsluttende Heads Up. ‘AlexKP’ fik således bildt WSOP ind, at han til dagligt er fraskilt professionel fodboldspiller med fire børn, og i øvrigt kæmpe fan af Chicago Joey. En såkaldt Jonathan ‘Iftarii’ Jaffe-joke. Jaffe har ved tidligere lejligheder bildt WSOP ind, at han var både delfin-træner og skadedyrsbekæmper med speciale i egern.

Læs også: Jaffe tager pis på interviewer…..igen!

PNN.dk kan imidlertid fortælle, at ‘AlexKP’ hverken kan spille fodbold, er fraskilt, har børn, eller er fan af Chicago Joey.

Læs også: Youtube-fænomen og Lex Veldhuis sviner AlexKP

Læs også: Zupp giver AlexKP odds 1 til 1.000 i fodboldvæddemål

I den mere seriøse afdeling sagde ‘AlexKP’ efter sejren, at han forsøgte at spille smallball-poker så længe han var low-stacked, og blandt andet undlod at 3-bette esserne, men løsnede op, så snart det lykkedes ham at få fat i chips.

“Jeg vurderede, jeg havde størst chance for at vinde ved at spille små potter,” udtalte han til WSOP.com.

Da han kun havde sin kærste og Thor Drexel på railen, så kommer den store sejrsfest til at blive udskudt et stykke tid. “Men mon ikke vi kommer til at have en fantastisk 4. juli herovre?”